Der kan være mange fordele ved selv at reparere eller opgradere din computer, uanset om den er bærbar eller stationær. For det første er det meget billigere at købe alle enkeltdele til en computer separat, end en computer er når den er sammensat af andre. Du kan endda købe brugte computer dele for at spare endnu flere penge. Vær dog opmærksom på at der ikke er garanti for at de virker som de skal, da de nemt kan lide af slid, ydelsestab og andre eventuelle brugstegn efter de er blevet brugt i en årrække. Nogle forhandlere der også sælger brugt eller ”refurbished” elektronik kan også have brugte eller billige reservedele på lager. De er som regel gennemtjekket for funktionsdygtighed på forhånd, og sælges som regel også med garanti der beskytter dig som forbruger, noget som privatpersoner ikke er forpligtet til, hvis du køber direkte fra dem.
Det at summen af prisen på alle enkeltdele til en computer som regel er mindre end prisen på en ny computer, betyder selvfølgelig også at det er billigere at bygge en computer fra bunden selv, end det er at købe en ny computer fra en forhandler. Det gælder dog kun stationære computere, da det er de færreste der har den fornødne ekspertise og redskaber til rådighed til at bygge en bærbar computer fra bunden.
For det andet kan du også holde længere liv i din elektronik ved at vedligeholde og opgradere den løbende, og erstatte de enkeltdele der svigter når det bliver nødvendigt. Det betyder færre omkostninger på sigt, da du skal købe ny elektronik sjældnere.
Sidst men ikke mindst, så er det også bedre for miljøet. Produktionen af computere er en af de helt store klimasyndere. Det samme gælder udvindingen af råmaterialer til mikrochips, der også sviner i lokalmiljøet og ofte forgifter økosystemet. Ved at holde liv i din gamle computer så længe som overhovedet muligt er du med til at skåne miljøet, og at mindske dit eget klimaaftryk.